p r a k t i s k   i n f o  


Man kommer til Villa Croatia ad vejen fra Split. Podaca er byen efter Zaostrog, og vores hus ligger stort set midt i byen. Der er et stort skilt, der viser, at der er lægeklinik, hvilket er huset ud mod vejen. Herfra går trappen ned til Villa Croatia, som ligger på højre hånd næsten nede ved vandet.


Transport til Podaca

Der er flere muligheder:

Man kan flyve til Split eller Dubrovnik, og herfra enten leje en bil eller tage bussen til Podaca.

I Split tager man bussen fra lufthavnen til Split by, hvor man skifter bus og tager en bus sydpå mod Dubrovnik. De to busser stopper få hundrede meter fra hinanden ved havnen i Split by. Man står af bussen i Podaca og går 2-300 meter i samme retning som bussen kører, derefter går man ned til højre af en sti der går ned til vandet ved lægeskiltet.

Der hører to parkeringspladser til huset. De ligger til højre for lægeklinikken, når man står med front mod lægeklinikken og der er en lav mur rundt om dem. Der er sat en kæde for, denne kan åbnes uden nøgle.

Ankomst til ferieboligen

Podaca er en ganske lille by med ca. 700 indbyggere.

Vores feriebolig ligger midt i byen på højre hånd, når man kommer fra Split – altså ud mod vandet. Det er lige neden for lægeklinikken (den onkologiske klinik) i byen.

Gå ned ad trappen, og følg trappen et godt stykke ned. Gå ind ad den første grønne dør på højre side, som I kommer til. Der står Villa Croatia på skiltet og Wisborg på postkassen.

Når I kommer ind ad den grønne dør, finder I nøglen i grillen i det første rum til højre.

I står nu i gården og kan kigge hen mod den have, som hører til ferieboligen. Der er tre udendørs områder, hvor man kan vælge at sætte sig, når man bor i huset, nemlig altanen, gårdhaven og haven, hvor der er borde og stole. I må gerne flytte rundt på møblerne, hvis I foretrækker, at disse placeres andre steder end der, hvor de står, når I kommer til huset. Ja, og så er der selvfølgelig stranden lige neden for huset.

I vores galleri med billeder over huset kan I finde en plan over grunden og huset, så I kan se, hvor meget I råder over:

I rummene bag ved huset er der fem cykler, som I gerne må låne. Der er kode til cykellåsene, og I bedes selvfølgelig passe på dem.

Kontaktperson:

Alle spørgsmål kan rettes til vores kontaktperson på stedet, som hedder Refka, hendes mobilnummer er +385 95 8258 224. Det er bedst at sende hende en sms, da hun ikke taler så godt engelsk. Når hun får en sms får hun den oversat, hvis hun ikke forstår, hvad i skriver I kan træffe Refka personligt på kaffebaren, der hedder Fontana, og som ligger på modsatte side af vejen ca. 150 m i retning mod Split.

I kan også sende en sms til os på 0045 20824292, hvis der opstår nogen problemer.

Ved ankomsten eller senest om morgenen dagen efter vil Refka tjekke jer ind på det lokale turistkontor hvor der skal betales en lille turistskat til byen. Til det skal hun bruge jeres pas. Det tager kort tid men er strengt nødvendigt for at undgå bøder. Prisen er ca. 1 € pr dag pr. person. Der kan også betales med kuna.

Hvis I ønsker mellemrengøring, kan dette aftales med Refka, som I også afregner direkte med for den ekstra rengøring.

Ferieboligen:

I ferieboligen er der plads til, at i alt 8 personer og en baby kan overnatte.

Der er tre soveværelser med 3, 2 og 2 sovepladser. Plads til en ekstra opredning på husets foldeseng i det ene værelse.

Der forefindes sengetøj, håndklæder, badehåndklæder og viskestykker i huset.

I køkkenet er der komfur, ovn, mikroovn, køleskab, Nespresso-kaffemaskine og opvaskemaskine. Medbring selv kapsler, da de ikke kan købes i nærheden. Brug dog gerne evt. kapsler, som findes i køkkenet.

Der er to badeværelser. Der er vaskemaskine på det lille badeværelse.

Der er tv i stuen samt dvd og ghettoblaster med CD-afspiller. Det er satellit-tv, og de kanaler der vises er mest tyske.

På altanen er der markise, som bedes rullet ind, når I forlader huset, og når det blæser. Dette er meget vigtigt, da armene kan knække, når det blæser, og det er ret dyrt at få det repareret.

Der er air condition, som ikke må køre, hvis vinduerne og/eller døre er åbne. Det er meget vigtigt, at I slukker den, når døre og vinduer er åbne.

Der er blæsere, som I kan bruge om natten.

I bedes undlade at ryge inde i huset.

Der er liggeunderlag og solsenge i huset, som gerne må medbringes på stranden, men de må ikke blive på stranden natten over.


Diverse oplysninger:

Hvis der skulle komme besøg fra turistmyndighederne, skal I blot oplyse, at I er venner eller familie. Myndighederne kan godt komme forbi for at tjekke, om man lejer ud.

Affald placeres i containerne oppe ved vejen (i retning mod Split) – ca. 50 meter til venstre, når i går op ad trappen mod vejen.

Vandvarmeren tændes på kontakten uden for badeværelserne.

Der er flere steder, hvor man kan spise ude i Podaca, dels et par steder på samme side ad vejen mod Split og dels et pizzaria og andre restauranter nede ved stranden. I går til højre, når I kommer ned til vandet ved huset. På den første restaurant i møder, hvis i går til højre på stranden, er der wi-fi.

Hvis I går ned ad trappen mod vandet og går til venstre, så ligger der en rigtig hyggelig lokal restaurant i Brist, en lille by ca. 2 km væk langs vandet. Restauranten hedder Male Mare og ligger på første sal med åben udsigt over vandet. Der er ca. 20 pladser, så det kan være en god ide at bestille bord. Tlf. nr. er +385 (21) 699 396. Ved siden af restauranten ligger der en cocktailbar.

I den lidt større naboby, Gradac, er der flere gode steder. I kan gå langs vandet til Gradac. Der er ca. 3,5 km. Det er en meget smuk tur, som i ikke må gå glip af.

Nicolo Polo er nok den bedste og mere internationale restaurant. Den ligger efter selve centrum af Gradac ved vandet.

Der er mulighed for indkøb af dagligvarer hos 2 købmænd/supermarkeder i Podaca. Det ene ligger, hvor bussen standser og er det største. Det andet ligger tættere på. Når i går op ad trappen og ca. 50 meter mod højre, så ligger det der, på den modsatte side af vejen. Der er to supermarkeder, bl.a. et Konzum, i Gradac. Der ligger også to slagtere. Hvis i tager stien langs vandet,

kommer I til en meget stejl kirkebakke. Der ligger en slagter på toppen af denne bakke overfor kirken. Skal man købe rigtig stort ind, kan man også vælge at tage til Makarska, som ligger ca. 35 km. væk i retning mod Split. I Makarska er der et stort Konzum supermarked. Drej til højre i lyskrydset når I kører ind i byen. Det har noget større udvalg end de lokale butikker.

I Makarska er der et område, hvor der er legepladser og en form for tivoli. Der kører et lille tog rundt i området og et lille stykke op langs kysten i Makarska. Det er en meget hyggelig udflugt for mindre børn.

Der er masser af udflugter til alle mulige øer. Det er muligt at købe bådture til de omkringliggende øer på stranden i Podaca. Der ligger et lille sted ca. 100 meter til højre for den trappe, der går ned mod vandet. Hvis dette har lukket, så er der åbent i Gradac.

Det er en god ide at benytte badesko, dels fordi stenene er glatte, men også p.g.a. søpindsvin, som forekommer. Vi har ikke mødt nogen, der har trådt på et endnu. Stenene på stranden er mindre, hvis i går ca. 50-100 meter mod højre, når I kommer ned på stranden.

Hvis i har behov for en taxa til og fra lufthavnen, så kan I sende en sms i god tid til dette nummer og spørge om han er ledig: +385 91 5758679. Det koster ca. 1000 kuna med taxa fra Split til Podaca.

Der ligger et apotek i Gradac, ikke så langt fra hovedvejen.

Vis, så vidt muligt, hensyn til underboen, og undgå unødig skramlen i gulvet og unødig støj på terassen.

De lokale retningslinjer ved brug af ferieboligen er ophængt i lejligheden. Læs dem venligst.

I må meget gerne vande det hele lidt, mens I er der. Bare lad slangen løbe laaangsomt nogle timer.

Der er en Weber grill. Grillen må kun benyttes i gården.

Tomme flasker kan gemmes i en affaldssæk og efterlades, så tager Refka dem.

Nøglen lægges samme sted som ved ankomst. Vi håber, at I får en rigtig god ferie!